”Du træder ind i de voksnes rækker, når du bliver konfirmeret”. Okay, alligevel vildt. Så det er bare sådan 1,2,3, VOKSEN!? Hvorfor får min søster så ikke bare eget hus, bil og dankort efter d. 10 maj. For der er hun jo åbenbart voksen og ansvarlig? Men nej, det må hun vente med til hun bliver 18. Noget der for mit vedkommende ikke klinger. Skal man konfirmere børn i dag, burde man måske sætte denne begivenhed op til 18 år, så det ligesom passede sammen med alt andet vi forbinder med at blive voksen. Jeg ved da også nu, fire år senere, at jeg bedre vil kunne tage stilling til mit forhold til kristendommen nu end jeg kunne som 14-årig.  

Heldigvis er der jo nogle ”voksne” drenge og piger, der tager det her med at blive voksen seriøst, og får børn som 13-årige. Tragisk. Men på en måde forståeligt, jeg kunne da også blive forvirret.

Det er nu kun fire år siden jeg selv blev konfirmeret. Men der er alligevel sket mere på konfirmationsområdet siden dengang. Kjolerne er blevet kortere og gaverne større. For ikke mere end et par måneder siden skulle jeg kigge konfirmationskjoler med min kommende voksne søster. Udvalget af kjoler er stort, og moden anno 2009 er noget lignende et fastelavnskostume. Små toppe med lidt fyld ved brystpartiet (lige noget for 13-14 årige piger, for det kan de jo sagtens fylde ud?!), samt en kort nederdel med flæser. Hvor bliver de kønne den dag de træder ind i de voksnes rækker…

Pointen er stille og rolig gået fra denne overgangsrite må jeg sige. Eller måske er pointen ikke væk, vi er måske bare vokset fra den? Efter min mening, er der da ingen grund til at konfirmere børn i dag. Jeg forstår godt hvorfor børn blev konfirmeret i gamle dage. For der var de virkelige voksne allerede fra konfirmationsalderen. De tjente selv penge, og levede generelt et helt andet liv end unge i dag.

Måske er jeg på min kun 18 år blevet så ”voksen”, at jeg kan betragtes som gammeldags?  

Så blev jeg færdig med mit sidste indlæg, måske jeg så skulle gå ud og hjælpe med konfirmationsforberedelserne?

LC blog omhandler mest af alt de nyeste politiske og erhvervs mæssige debatter.  Derved bliver hans blog utrolig formel, og man skal have en hvis kendskab til debatten før man har mulighed for at deltage i den. Man kan tydeligt se, at han elsker politik og samfundet, og går meget op i det (Dog har han i sit indlæg” En statsminister med bid i” omtalt ”Lars Løkke Rasmussen”, som ”Anders Løkke Rasmussen)! Kommentarerne han for fra andre ligger dog ikke op til yderlige debat, det er mere meningstilkendegivende eller korte indlæg  (lidt synd for ham nu hvor han sikkert elsker gode debatter, som den politiske nørd han er”.  Så vidt ikke så godt. Indlæggene er lidt halv kedelige, og meget specifikke.  Men så!  Udover disse politiske indlæg har han dog også et par indlæg som er referencer til egne arkiver samt indlæg der er meget personlige og dagbogs agtige indlæg så som ”En frisk løbetur på 23km”. Generelt kan man faktisk hurtigt og nemt få en masse af vide om denne Leif Carlson. Man kan øverst på siden gå ind og læse om ”hvem er jeg?”, ”100 ting om mig”, ”mit CV” m.m. Efter min mening en rigtig god idé, at skrive så meget om sig selv da det gør det nemmere at forstå hans holdning til de emner han blogger om.  

Layoutet er efter min mening rigtig godt. Han har et godt billede til hvert eneste indlæg.  Der er god sammenhæng mellem tekst og baggrund. Alting står bogstaveligt sort på hvidt.

Alt i alt er det en rigtig fin blog. Det er helt sjovt med alt det personlige spas han har lagt oven i en ellers ret seriøs og formel blog. Hans målgruppe bliver dog meget indsnævret, da man virkelig skal være politisk opdateret, og endda havde set visse TV programmer for at kan være med på snakken.  Blog indlæggene må siges at være subjektive/holdnings prægede. Det er stortset de samme 5-6 mennesker, som har valgt at kommentere indlæg, så det ser ikke ud til at det er en blog der bliver læst af specielt mange.  

Men hvad er så hensigten med bloggen? Muligvis et fristed for en travl IT mand, hvor han kan blotte sine politiske overbevisninger.

link: http://www.leifcarlsen.dk/

Med spændte følelser træder Charlotte og jeg ind i et klasselokale på pigeskolen. Forventningerne til nogle meget disciplinerede og traditionelle unge piger var høje, og tanken om at det skulle vise sig at være anderledes var svært at forstå…

Pigerne der modtog os var iført skoleuniform, hvilket gjorde det svært at skille hvert individ fra hinanden. Blikkene fra de tyve fjantede piger kastes på os, mens de på deres meget hurtige tyrkiske sprog taler indbyrdes. Gæstfriheden var som altid ikke noget vi skulle vente længe på. I nærmest samme sekund vi var trådt ind i det lille fine klasselokale havde pigerne ryddet et bord for os, og afleveret deres tysk bøger, så vi kunne følge med i undervisningen. Timen begynder, og hurtig fornemmer Charlotte og jeg, at dette besøg ikke vil gå som forventet. De tyve elever er små grinende og utrolig larmende. Havde jeg ikke talt dem, havde jeg troet de var fyrre. Sikke en hønsegård! Hvor var respekten og disciplinen vi havde taget forgivet?

Fyrre minutter går hurtigt og timen er forbi. Jeg slås med min hovedpine efter disse minutter i hønsegården, men dog glemmes den hurtigt da de tyve piger listigt og nysgerrige går over til Charlotte og jeg, som virker så fremmede og vestlige. De spørger på kryds og tværs om vores facebook, mail mm. Ja efter et kun ti minutters langt frikvarter var vi jo for dem allerede gode venner.

Da hele skoledagen var forbi og vi lukkede døren bag os, vidste jeg at jeg havde lukket døren til fordommen om de tyrkiske piger værende disciplinerede og stille, men jeg vil aldrig lukke af for den åbenhjertighed og gæstfrihed vi modtog fra disse unge tyrkiske piger…